Fie Laursen – Bloggers Delight

PTSD er ikke kun krigsveteraner

Siden at jeg kom frem og fortalte at jeg havde de to diagnoser: Ptsd og Borderline, har jeg fået både støtte og had. Jeg vil sige der har været 90% støtte, så haden har ikke fyldt så meget, udover idag, da jeg igen fik en besked fra en ældre mand, der på Instagram skulle påpege at jeg skulle tage mig sammen og at PTSD kun var for krigsveteraner. Jeg bliver ofte bedt om at holde min kæft, når jeg nævner min diagnose, PTSD. Det er altid mænd, som snakker ned til mig, når det kommer til diagnosen. De mener ikke jeg har det, for jeg har jo ikke været i krig, som de skriver. Det ironiske er, at jeg har været i krig. Jeg har været i min egen krig, som var fyldt med frygt og kærlighed. PTSD kommer ikke kun hvis man har været omringet af bomber og skudepisoder, det kommer hvis man oplever stor frygt eller en traumatisk oplevelse. For mit vedkommende, så var jeg i et forhold til en fyr, som jeg ikke var stærk nok til at gå fra, før det blev rigtig grimt. Jeg var i et voldeligt forhold, til en fyr som valgte at straffe mig på de mest krænkende – og modbydelige måder. Der var få gange, hvor jeg kom hjem sent og hans måde at straffe mig på, når jeg var “heldig” ikke at blive slået, var at han åbnede min mund, med sin hånd og holdte mig op af væggen. Så spyttede han mig ind i munden og skældte mig ud, men med en lav stemme. Det var ofte et “skam dig” eller “din luder”. Han bestemte hvornår vi skulle have sex og hvis jeg ikke havde lyst, så holdte jeg ud, til det var overstået. Han bestemte også hvornår jeg skulle skubbes, holdes fast i, kvæles eller blive slået. Ligesom han også bestemte hvornår jeg skulle kysses, elskes og puttes. Han havde altid magten. I starten sagde jeg fra og til sidst, blev det hverdag. Det værste ved at komme ud af et voldeligt forhold er at folk altid skal stille spørgsmål til om det nu passer, om man ikke bare havde fortjent det eller godt kunne lide det, hvis man blev der så længe.. Og endnu værre, at skulle leve med PTSD som lærestreg, for at jeg ikke forlod forholdet. Og ved du hvad der er hårdere??

At have accepteret at jeg har PTSD, at bruge mit talerør til at sætte fokus på denne f*cking lorte diagnose – og så skal der sidde gamle mænd på den anden side af skærmen og sige kvinder ikke kan have diagnosen, at det vi oplever ikke var hårdt nok. Jeg er fyldt med så meget vrede, smerte og traumatiske minder – men samme tid så meget håb for fremtiden. “Det hele skal nok blive godt”, siger jeg til mig selv hver morgen. Men det hele bliver seriøst bedre for alle, specielt kvinder med diagnosen hvis vi sætter fokus på, det ikke er noget man skal skamme sig over – og slet ikke sige højt, fordi nogle skal betvivle en. Der er da fandme ikke noget værre du kan gøre imod et andet menneske end at sige de skal bevise hvor syge de er! Er det ikke logisk?

Og til alle mine følgere, som kæmper med PTSD. I er ikke alene – Sammen er vi stærkere og sammen kan vi sætte fokus på diagnosen. Skabe forståelse og respekt. Jeg er ofte blevet dømt rigtig hårdt på det adfær der høre med i at have PTSD. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Jeg har skreget folk ind i hovedet, kastet en stol, et glas og andre ting efter folk, som provokerede mig eller gav mig et chok. Jeg har slået en fyr ned, som holdte mig fast. Jeg har gjort grusomme ting, men som jeg endelig kan forstå og sætte en stopper for, takket være både min medicin og hjælpen fra psyk. Jeg har lært at det er ok at ligge sig under dynen i et par dage og ikke kunne overskue det mindste, for der lader jeg op og føler. Jeg har lært at jeg ikke er alene, der er faktisk mange andre som mig. Og jeg er ved at lære at styre min PTSD, så der hvor mit største traume ligger, hvilket er i badet, pga. min eks kæreste overtrådte min grænse dér, så har jeg lært at hvis jeg tager et 2 minutters bad, hurtigt med shampoo og vaske kroppen er jeg for det meste heldig at undgå at bryde sammen. Og hvis jeg skal have et længere bad, hvor jeg skal barbere ben og bruge en bodyscrub, så sidder min mor på en stol og snakker med mig imens. Det gør at jeg ikke er alene, hverken med mine tanker eller mig selv. Og når jeg får et anfald har vi udfra min kriseplan lært at hvis dem der er hos mig, sammen med mig nævner vejnavnene omkring mit barndoms hjem, så finder jeg lidt tilbage til virkeligheden. Og hvis det ikke virker, så siger jeg “Han er her ikke”, så mange gange og højt, til at jeg selv mærker og tror på det. Det er det der hjælper mig. Jeg er nysgerrig for andre der har PTSD, at høre hvad der fungere for jer. Jeg læser med i kommentarene. xx

FARVERIG BOLIG INSPIRATION

Interiør inspiration kan findes på mange sider, men  jeg synes Ellos har så fin inspiration til boligen. De har bla. de fineste puder (HER) . Og så et af mine næste køb, bliver helt klart dette woksæt med farvede pander, det er så sødt. Og selvfølgelig en helvedes masse farverige møbler lige (HER) . Jeg håber i kunne bruge dagens inspiration, det her er seriøst mit drømmehjem!

At overleve.. og ændre sig

Så er jeg tilbage og vil forsøge at finde nogle ord for mine følelser og tanker. Dem har jeg nemlig haft fokus på den sidste måned, for første gang i mange år. Igennem årene har jeg følt smerte, banket det til jorden og ført mig selv ind foran kameraet, uden at være klar. D. 6 Juli tog jeg valget om at sige farvel, men det skulle ikke være så nemt – og det er jeg taknemlig for. De første uger var svære for mig, for der var jeg langt fra taknemlig for at det ikke lykkedes. Jeg var vred og ødelagt inden i. Jeg havde taget så mange piller at jeg var sikker på, det skulle ende nu. At ryge på hospitalet i en ambulance, vågne og se min familie knuste for så at blive kørt på den lukkede afdeling, er uden tvivl det hårdeste jeg har været igennem. Jeg har ikke tænkt mig at dele hvad der skete på psykiatrien, for det er mørkt og ubehageligt for alle at høre om – og generelt, ikke rart for mig at dele ud af. Men, jeg var selvdestruktiv og desperat. For mig har det ikke bare været hårdt at have både PTSD og Borderline, men ulideligt og smertefyldt. Istedet for at deale med mine følelser, røg jeg mig skæv, bevægede mig ud i selvdestruktive mønstre i form af kærlighed og venskaber.

Jeg ramte en psykose – og det er der måske mange der ikke ved hvad er, for det er noget de fleste bruger som udtryk for en person, der opføre sig skørt. Personligt vidste jeg ikke hvad ordet bestod af, før jeg skulle medicineres for en. Kort forklaret så var det for mig sket igennem min PTSD der ikke blev behandlet og taget seriøst. Jeg følte mig overvåget, forfulgt og levede igennem trauma, også kaldt minder, hver dag. Jeg var ødelagt til sidst og min hjerne slog klik. Jeg blev træt af alt der hed falske relationer, at blive udnyttet for profit, ikke at kunne styre mine følelser, tanker og at skulle gennemleve traumastiske oplevelser hver dag fik min krop til at sige; nok er nok. Jeg tog et egoistisk valg, fordi smerten ikke var til at rumme. Efter en måneds tid er jeg tilbage…

Jeg valgte at aflyse både det der stod til at være et sommerhit, som jeg havde tjent millioner på – Men også TV-programmer jeg stod til at skulle filme. Det gjorde jeg fordi at overleve et selvmordsforsøg fik mig til at indse, hvad meningen med livet er. Eller ihvertfald, hvad meningen med mit liv er. Og meningen med mit liv er ikke at være negativ eller udstille mig selv, for profit og opmærksomhed. Jeg har ikke brug for artikler i blade, men brug for at blive omfavnet og lyttet til. Folk har det med ikke at tage psykiske diagnoser for seriøst og det har jeg heller ikke gjort før nu, men det har ændret sig. Jeg har slettet tusinde billeder og er stadig igang med at unfollow mennesker der ikke er gode for mig – og generelt mennesker jeg ikke behøver at kigge på, når jeg tænder min telefon. Jeg har i mange år fyldt min hverdag med falske mennesker, men da jeg lå indlagt så jeg hvem der var ægte. En veninde igennem snart 9 år skrev ikke på noget tidspunkt til mig eller min familie, hun postede så en Instagram story hvor hun var skide fuld og dansede til min sang.. Og så sagde hun “Skud ud til Fie Laursen hun har brug for det”. Det gjorde hun Lørdag aften, da jeg lå på hospitalet og blev behandlet for min overdosis. Det var et kæmpe slag i maven. Drenge som Teitur og Jonass kom og besøgte mig på den lukkede, de havde en kæmpe pose med snacks med, lod mig græde i deres arme og fik mig til at grine over et spil basket – Trods jeg kun havde kendt dem i 2 måneder! Det er trist at man skal ende så langt ud, for både at mærke hvem der er ægte og hvad meningen med ens liv egentligt er. Men jeg er glad for det er sket, for jeg har aldrig været så klar i mit hovede, som jeg er nu. Jeg har taget hånd om mig selv og mit liv. Jeg tager ANSVAR, for min fremtid. Jeg er færdig med alt der føles meningsløst og ubehagelig.

Jeg kæmper stadig en daglig kamp med PTSD, hvor min Borderline er jeg ved at lære at forstå. Jeg har valgt at opsige min lejlighed, så jeg nu er ved at flytte hjem til mine forældre. Jeg er 23 år og ikke bange for at indrømme at når jeg skal tage et bad, sidder min mor på en stol og snakker med mig, så jeg ikke bryder sammen og føler mig fanget i et seksuelt krænkende øjeblik, som skete for mig under bruseren. Vi er nød til at italesætte psykiske sygdomme og sætte fokus, så folk kan forstå både følelserne og konsekvenserne der høre med, i deres handlinger. Jeg pudser ikke min glorie, for jeg har selv været en kæmpe kælling, men efter denne omgang har jeg lært at hvis der er nogle der siger 1+1=5, så giver jeg dem fucking ret. Så jeg kan få fred. Ingen kamp fyldt med drama og had er værd for mig at tage. Mit liv er vigtigt for mig og det samme er mit helbred. Jeg vil i fremtiden kun dele ud af det jeg faktisk har lyst til, jeg vil italesætte psykiske sygdomme og sætte fokus på det jeg synes er vigtigt. Og jeg er faktisk røv ligeglad med folk der vil savne den Fie der var ondskabsfuld, vred og grænsesøgende – for hun døde på havnen. Pigen jeg er bag facaden og frygten for at blive glemt, overlevede. Og hun er her for at gøre en fucking forskel, så tag mig i hånden og gå med mig ind i lyset, for snakke der skal ændre Danmarks fremtid. Jo flere vi står, jo stærkere er vi. Jeg vil bruge mit talerør, til at skabe en generation der retter op på unødvendig og modbydelig opførsel. Jeg kan ikke ændre vores verden, men jeg kan være med til at gøre en forskel – og der håber jeg mine læsere vil stå med mig! Lad os fjerne mørket og være lyset.