Fie Laursen – Bloggers Delight

Sandheden om mit kærlighedsliv

Jeg har besluttet at jeg vil begynde at bruge min blog, som jeg gjorde da jeg først åbnede den. Det var mit frirum og mit kærligste sted, hvor jeg kunne give slip og dele mine tanker og hvor andre kunne relatere, til det de selv gik igennem. Jeg mistede lysten til bloggen da den blev et arbejde for mig. Da reklamerne fyldte mest, der mistede jeg lysten til at skrive. Derfor har jeg besluttet at tage min blog tilbage, til hvad den gav mig og gjorde for mig før, det handlede om penge.

Og mit første indlæg tilbage skal omhandle kærlighed. Jeg føler mig klar til at åbne op om kærligheden og mine følelser til den. For et par måneder siden stod jeg frem med en ny fyr, som hed Robin. Vi gik fra at blive set i pressen og min Instagram sammen, til at have slået op, uden at fortælle hvorfor. Robin og jeg var både gode og dårlige for hinanden, men idag er vi gode for hinanden som venner og det har vi faktisk været siden. Jeg tror de fleste troede at han havde noget med ulykken at gøre i start Juli, men det kan jeg pointere han ikke havde. Robin kom ind i mit liv, da jeg havde det sværest. Jeg var dybt ulykkelig og røg hash hver dag. Jeg var ikke forelsket, men han udfyldte noget af det tomrum jeg havde inden i. Jeg kan se tilbage på forholdet idag og vide at det skulle ske, for at jeg kunne lære mere om mig selv. Jeg lærte med ham, at stole på fyre. Han gjorde nemlig alt rigtigt efter bogen, han var god ved mig. Men vi røg meget sammen – og var ikke produktive. Da jeg besluttede mig for at slukke for lyset, der slog vi op lige inden. Jeg sagde min afsked til alle. Da jeg lå indlagt på psykiatrisk afdeling i de uger, der var han der for mig igennem telefonen. Vi snakkede telefon og vi skrev sammen på sms. Jeg lærte der for første gang, at man kan slå op og stadig være der for hinanden, som venner. Men jeg lærte også at kærlighed skulle vente..

En del af at have Borderline (for mit vedkommende) er at jeg er tryghedssøgende. Jeg har altid haft brug for at have en kærlighed i mit liv. Det bunder vel i den forevige tomme følelse jeg har inden i. Ja, ligemeget hvilken medicin og behandling så gør diagnosen at jeg er tom og ensom inden i. Jeg kan ikke rigtig forklare hvorfor, det er bare sådan det er. Så jeg har altid søgt bekræftigelse, kærlighed og støtte i et andet menneske, hvilket er derfor i altid har set jeg har været i forhold og lige nu, er første gang i mit liv hvor jeg står på egne ben. Helt uden at have nogen form for Tinder apps, flirt i dm’s eller dates at tage på… Det er bare mig, der står på egne ben og det føles både sindssygt hårdt, men også sundt. Jeg har de sidste 3 måneder taget en kold tyrker for kærlighed. Det kan lyde skørt for mange, men for en pige med så slem Borderline som jeg har, så er det en stor ting. Før i tiden kunne jeg ikke sidde hjemme en Fredag aften alene, uden at invitere en fuckboy over for at være ved min side, om det så betød bare for et par timer – eller en nat. Så længe at der var en, så var jeg ikke helt ensom inden i. Jeg har haft det mest usunde forhold til kærlighed og til sex, men de sidste 3 måneder har lært mig at alle former for selvdestruktive mønstre kan brydes!

Jeg har lært at man ikke kan elske nogen, før man elsker sig selv. Jeg har lært at det føles godt ikke at lade mit humør påvirkes af andre. Jeg har haft to ekstremt hårde forhold, netop fordi det ene var et voldeligt forhold og det der kom efter var psykisk terror, hvor hele min sjæl og psyke blev misbrugt. Jeg går i behandling for at samle de knuste stykker op, der er tilbage af mig. Jeg vil beskrive det som, at jeg er ved at blive limet sammen. Jeg har lovet mig selv at næste gang jeg skal bevæge mig ind i et forhold, skal det være kærligheds ved første blik. Det skal være, så man får stjerner i øjnene når man kigger på personen. Det skal være, hvor man slet ikke er et sekund i tvivl om mennesket, der står foran mig. Det skal være et forhold hvor vi ikke deler alt med offentligheden. Et forhold hvor kærligheden vi har er nok – og spotlyset slet ikke fortjener, hver en bid af det. Vores nedture skal være vores nedture. Og vores romantiske øjeblikke, som er de mest intime, er fucking vores. Det skal bare være vores… og det skal være ægte. Det skal ikke bygges på likes eller hvor mange der synes vi er søde sammen. Det skal bare slet ikke handle om andre, for det har det gjort i mine tidligere forhold. Og det er ikke fordi jeg ikke kan lide mine følgere og vil være åben, det er bare fordi jeg savner at have noget, der er så ægte, at det er nok, at det bare er mit. Jeg har ikke prøvet hvordan kærlighed føles, når det kun er mit. Og jeg har aldrig mødt en kæreste, som tænkte at det ville være smukt hvis det bare vores kærlighed. Det vil jeg så gerne prøve..

… Og for nu, der er det bare mig og det føles så godt inden i.

PTSD er ikke kun krigsveteraner

Siden at jeg kom frem og fortalte at jeg havde de to diagnoser: Ptsd og Borderline, har jeg fået både støtte og had. Jeg vil sige der har været 90% støtte, så haden har ikke fyldt så meget, udover idag, da jeg igen fik en besked fra en ældre mand, der på Instagram skulle påpege at jeg skulle tage mig sammen og at PTSD kun var for krigsveteraner. Jeg bliver ofte bedt om at holde min kæft, når jeg nævner min diagnose, PTSD. Det er altid mænd, som snakker ned til mig, når det kommer til diagnosen. De mener ikke jeg har det, for jeg har jo ikke været i krig, som de skriver. Det ironiske er, at jeg har været i krig. Jeg har været i min egen krig, som var fyldt med frygt og kærlighed. PTSD kommer ikke kun hvis man har været omringet af bomber og skudepisoder, det kommer hvis man oplever stor frygt eller en traumatisk oplevelse. For mit vedkommende, så var jeg i et forhold til en fyr, som jeg ikke var stærk nok til at gå fra, før det blev rigtig grimt. Jeg var i et voldeligt forhold, til en fyr som valgte at straffe mig på de mest krænkende – og modbydelige måder. Der var få gange, hvor jeg kom hjem sent og hans måde at straffe mig på, når jeg var “heldig” ikke at blive slået, var at han åbnede min mund, med sin hånd og holdte mig op af væggen. Så spyttede han mig ind i munden og skældte mig ud, men med en lav stemme. Det var ofte et “skam dig” eller “din luder”. Han bestemte hvornår vi skulle have sex og hvis jeg ikke havde lyst, så holdte jeg ud, til det var overstået. Han bestemte også hvornår jeg skulle skubbes, holdes fast i, kvæles eller blive slået. Ligesom han også bestemte hvornår jeg skulle kysses, elskes og puttes. Han havde altid magten. I starten sagde jeg fra og til sidst, blev det hverdag. Det værste ved at komme ud af et voldeligt forhold er at folk altid skal stille spørgsmål til om det nu passer, om man ikke bare havde fortjent det eller godt kunne lide det, hvis man blev der så længe.. Og endnu værre, at skulle leve med PTSD som lærestreg, for at jeg ikke forlod forholdet. Og ved du hvad der er hårdere??

At have accepteret at jeg har PTSD, at bruge mit talerør til at sætte fokus på denne f*cking lorte diagnose – og så skal der sidde gamle mænd på den anden side af skærmen og sige kvinder ikke kan have diagnosen, at det vi oplever ikke var hårdt nok. Jeg er fyldt med så meget vrede, smerte og traumatiske minder – men samme tid så meget håb for fremtiden. “Det hele skal nok blive godt”, siger jeg til mig selv hver morgen. Men det hele bliver seriøst bedre for alle, specielt kvinder med diagnosen hvis vi sætter fokus på, det ikke er noget man skal skamme sig over – og slet ikke sige højt, fordi nogle skal betvivle en. Der er da fandme ikke noget værre du kan gøre imod et andet menneske end at sige de skal bevise hvor syge de er! Er det ikke logisk?

Og til alle mine følgere, som kæmper med PTSD. I er ikke alene – Sammen er vi stærkere og sammen kan vi sætte fokus på diagnosen. Skabe forståelse og respekt. Jeg er ofte blevet dømt rigtig hårdt på det adfær der høre med i at have PTSD. Det er selvfølgelig forskelligt fra person til person. Jeg har skreget folk ind i hovedet, kastet en stol, et glas og andre ting efter folk, som provokerede mig eller gav mig et chok. Jeg har slået en fyr ned, som holdte mig fast. Jeg har gjort grusomme ting, men som jeg endelig kan forstå og sætte en stopper for, takket være både min medicin og hjælpen fra psyk. Jeg har lært at det er ok at ligge sig under dynen i et par dage og ikke kunne overskue det mindste, for der lader jeg op og føler. Jeg har lært at jeg ikke er alene, der er faktisk mange andre som mig. Og jeg er ved at lære at styre min PTSD, så der hvor mit største traume ligger, hvilket er i badet, pga. min eks kæreste overtrådte min grænse dér, så har jeg lært at hvis jeg tager et 2 minutters bad, hurtigt med shampoo og vaske kroppen er jeg for det meste heldig at undgå at bryde sammen. Og hvis jeg skal have et længere bad, hvor jeg skal barbere ben og bruge en bodyscrub, så sidder min mor på en stol og snakker med mig imens. Det gør at jeg ikke er alene, hverken med mine tanker eller mig selv. Og når jeg får et anfald har vi udfra min kriseplan lært at hvis dem der er hos mig, sammen med mig nævner vejnavnene omkring mit barndoms hjem, så finder jeg lidt tilbage til virkeligheden. Og hvis det ikke virker, så siger jeg “Han er her ikke”, så mange gange og højt, til at jeg selv mærker og tror på det. Det er det der hjælper mig. Jeg er nysgerrig for andre der har PTSD, at høre hvad der fungere for jer. Jeg læser med i kommentarene. xx

FARVERIG BOLIG INSPIRATION

Interiør inspiration kan findes på mange sider, men  jeg synes Ellos har så fin inspiration til boligen. De har bla. de fineste puder (HER) . Og så et af mine næste køb, bliver helt klart dette woksæt med farvede pander, det er så sødt. Og selvfølgelig en helvedes masse farverige møbler lige (HER) . Jeg håber i kunne bruge dagens inspiration, det her er seriøst mit drømmehjem!