Vælg en side

Kære læsere. Jeg skriver dette med en kniv i hjertet og tåre ned af mine kinder. Jeg er havnet i den situation jeg frygtede, nemlig at pressen har fundet ud af at jeg er gravid og så allerede et par dage efter en positiv test havnede i mine hænder og min verden væltede sammen. Jeg havde troet at jeg kunne tage kampen uden det offentlige, men fordi jeg har en ven/veninde jeg ikke kan stole på så er flere billeder af mig med en graviditettest og ord fra mig, der snakker om min graviditet havnet i pressens hænder. Det gør mig ked af det fordi jeg troede jeg kunne stole på de få mennesker og nu ved jeg ikke hvem af dem der synes at den nyhed skulle ud, især når alle omkring mig ved hvor knust jeg er over dette er sket og derfor vil jeg gerne forklare, inden der kommer billeder ud som jeg derefter skal forsvarer. Ja, jeg er gravid og det er den tidligere fyr jeg fortalte havde givet mig en turbulent rejse til L.A, da vi slog op der. Jeg har aldrig før haft en fyr som gav mig modstand og gjorde mig bange, men det formåede han at gøre. I starten virkede alt normalt, han virkede normal men tilsidst da jeg slog op så truede han med at hans 15 venner ville komme efter mig, skar sig i armen med en kniv og sagde ‘det er så meget jeg elsker dig’, truede med at overdose på piller og så svinede han mig til, truede mig med at vi ville ses i retten og skrev hver dag hvordan hans familie var rige og hans fars advokat var igang med et retsag som ville ødelægge mig – Han grundlag var at jeg havde kørt psykiskterror, ved at være sammen med ham og så slog op.

fie laursen 2
Lige nu er de hårdeste døgn jeg har haft i mit liv og jeg har altså ben i næsen, jeg vil sige at jeg kan klare det meste men lige nu knækker mit hjerte lidt mere hverdag og jeg har aldrig haft så meget hjemve. Jeg har bestilt flybiletter hjem allerede imorgen, da jeg skulle blive her i 15 dage mere og selvom lægen siger at jeg godt kunne blive og få en abort når jeg kommer hjem, så vil jeg hellere bruge 5000.- kr ekstra på at tage hjem end at barnet vokser 15 dage mere. Det er jo mange penge for de biletter og alle mine veninder frarådede mig det, men jeg kan ikke holde ud at mærke barnet vokser mere. Jeg har altid været kæmpe modstander abort, det er jeg stadig og derfor knuser det mig inden i at jeg er ved at tage det valg – for det er jo det jeg regner med at jeg gør, men igen så ved jeg jo ikke hvad jeg føler når jeg står på hospitalet og det er rigtigt hårdt at skulle forklare mig selv i denne situation, da det er noget så privat og skrøbeligt, men når ens tætte går til pressen så ønsker jeg selv at forsvare min situation. Jeg har gjort mig mange tanker om denne graviditet men et barn fortjener ikke at blive sat til verdenen i omgivelserne med en far der har gjort så groteske ting i mit selvskab, for hvad kunne han så ikke gøre med barnet? Det er hårdt at tænke på valget om abort, fordi jeg allerede har så mange symptomer og jeg kan mærke små stik i min mave. Jeg ved jo min kropsændringer sker pga. barnet vokser, hvilket knuser mit hjerte fordi jeg ikke kan tillade mig selv at være lykkelig. Jeg har haft symptomer allerede fra uge 2, hvor jeg fik niv i maven og hovedpine, men nu hvor jeg burde være i uge 4-5. Jeg tog 4 amerikanske test, som alle sagde 2-3 uge hvilket betyder 4-5 uge (står der på pakken) og på nettet. Lige nu vågner jeg hver nat med de klammeste mareridt, hvilket jeg læste var et normalt graviditetsymptom. Jeg kaster op, har fået større bryster (dog er de ikke ømme), spiser ALT der har sødme i sig og så er min lugtesans forstærket. Igår var jeg på stranden og kunne lugte havetsduft, jeg kastede seriøst op over lugten og måtte gå op til huset.

Jeg har også gjort mig en tanke om at adoptere barnet væk til en familie der ikke kan få børn, fx. et homoseksuelt par. Dog ved jeg bare ikke om jeg ville kunne gøre det, men tanken gør mig mere glad end at få en abort. De fleste omkring mig ved hvor følsom jeg er som person, de ved hvor psykisk nedbrydende det bliver for mig at skulle gå igennem en abort og de mener jeg bedst ville kunne klare at adopterer barnet væk. Men det ved jeg ikke om jeg kan. Lige nu er jeg ked af jeg skal forklarer mig selv, når jeg for få dage siden vidste jeg var i denne situation, men sådan er det vel at være en offentligperson. At være i denne situation har lært mig meget om hvor dømmende jeg har været imod aborter og måske jeg har udtalt mig forkert, i det jeg har noget imod folk der får op til 10 aborter, da det ikke skal udnyttes som prævention, men i nogle tilfælde er det vel det bedste valg man kan tage for barnet, selvom tanken knuser mit hjerte. Jeg er så ked af min situation og ked af at jeg må forklarer mig allerede få dage efter de positive teste havnede i mine hænder. Nu må jeg bare rejse hjem, få snakket med min familie og få taget det valg der er bedst. Jeg ønsker at tage det mest sikre valg for det barn og jeg tror ikke at barnet ville komme i trygge rammer, når det er med ham og jeg ønsker heller ikke at gå igennem en turbulent sag hvor at barnet så aldrig får sin far at kende. Det er virkeligt hårdt at stå i denne situation, at mærke et liv vokse inden i sig når man går og drømmer om en kærnefamilie. Har i læsere været i samme situation? Hvad gjorde i?

Hilsen, en meget ulykkelig pige 🙁