Vælg en side

Jeg er så varm inden i over alle de søde beskeder  jeg har fået fra jer alle og så taknemlig for alle i piger, som har delt jeres historier med graviditeter og aborter for det får mig til at føle jeg ikke er mutters alene i min situation. Jeg må ærligt indrømme jeg har haft det hårdeste døgn og denne hjemrejse fra USA bestemt ikke var nem! Jeg vågnede kl 4 om morgenen med den værste kvalme der ikke ville gå væk og jeg kunne slet ikke drikke/spise noget, for så ville det ryge op igen. Jeg sad med hovedet i toilettet i 3-4 timer og det er ikke engang en overdrivelse! Jeg har før haft lidt kvalme og følt mig syg om morgenen, men slet ikke som dette og faktisk føltes det som en slags tømmermænd, men jeg havde slet ikke rørt alkohol. Min venindes mor i L.A købte mig forskelligt medicin og et shot der skulle stoppe kvalmen, det hjalp lidt men i lufthavnen kom kvalmen tilbage og det begyndte at stikke i min mave.. Jeg har haft rigtig mange bekymringer og tanker, fordi jeg stadig ikke ved hvilket valg jeg træffer. Jeg snakker med en familie som har været barnløse i mange år og kæmper for graviditet/adoption og dem er jeg meget glade for allerede, så når jeg har fået min scanning, mødt dem og tænkt lidt mere kan jeg tage stilling til om det er det jeg ønsker. Det er bare en svær tanke at overlade ens barn til en anden familie, selvom tanken om det gør mig glad så spænder det også i maven. En ting jeg er sikker på er at jeg ikke selv kan beholde barnet, da jeg aldrig ønsker en evig kamp med faren, jeg ønsker et sluttet kapitel og at jeg aldrig skal se ham efter den storm han hev mig igennem. Ønsker mine kommende børn vokser op i tryggerammer med en mor og far.

Det er rigtig hårdt disse dage, fordi jeg desværre er ramt af mange symptomer allerede de første uger, hvor der er mange som er heldige og slet ikke mærker noget før et par måneder henne. Mit humør har svinget meget idag, måske fordi jeg har følt mig stresset og utilpas i min krop, så er jeg ved at flytte hjem til mine forældre igen i denne periode så har flyttet ting direkte efter jeg blev hentet i lufthavnen. Noglegange er jeg ved at bryde sammen i tåre og jeg ved ikke om det er hormoner eller om jeg bare er følelsesmæssigt ramt af situationen og det valg jeg skal tage.

fie laursen