Jeg har valgt at skrive et indlæg, om mit selvmordsforsøg. Måske i så min dokumentar på DR3, hvor jeg kort fortalte om det, men gik ikke i de store detaljer. Normalt når der er sket noget i mit liv, så har jeg været hurtig til at åbne op og fortælle hele historien bag, men denne gang var det anderledes. Måske var grunden for at det har været nemt at snakke om stofmisbrug og overdosis, fordi jeg ikke ønskede at dø, og jeg dengang ikke var flov over mine handlinger, fordi jeg var fyldt med så enorm smerte og forvirring. Mit selvmordsforsøg var noget der chokerede hele landet, og som både gjorde folk urolige og som fik politikere til at begynde at snakke. Jeg har ikke afgivet nogen interviews, eller stillet op i tv-interviews, som der stadig bliver spurgt om selv år senere. Der var mange snakke om, hvordan kunne jeg finde på at poste et billede på Instagram, hvor jeg lagde et afsked brev op. At hvor var jeg dog forfærdelig og psykotisk, at kunne finde på det. At jeg var opmærksomhedskrævende, og at hvis jeg ville have slået mig selv ihjel, så havde jeg gjort det. Lige netop, de fordømmelser og fordomme om det helvede, der for folk ud af til ofte kan se fiktivt ud, fordi man jo er et kendt ansigt. Men for mig, stod jeg som en knækket ung pige, og forhelved hvor var det virkeligt for mig. Det var ulykkeligt, ulideligt, hjerteskærende, dræbende.

Den største fordom der var omkring mit selvmordsforsøg var at Danmark havde knækket mig. At jeg ikke kunne tåle at blive svinet til, at jeg ikke klarede presset der lå i at være offentligtansigt. Jeg tror folk kom til den konklusion, fordi jeg er kendt, har haft snuden meget fremme, og er en følsom pige. Jeg har ventet den tid jeg havde brug for, før jeg ønskede at gå i detaljer og skrive så personligt et indlæg, om det værste jeg i mit snart 25-årige lange liv har oplevet, og som har sat sig som ar på min krop. Da jeg lå indlagt på den lukkede, der skrev jeg meget, i dagbogs form, og dem overvejer jeg at udgive her på bloggen, hvis dette indlæg tages godt imod.

Hvordan når man til punktet, hvor man giver op på livet? Og faktisk forsøger at ende det. Da jeg var yngre, der havde jeg det man kalder et opmærksomhedskrævende selvmordsforsøg. Det man kalder et råb om hjælp. Jeg kvalte mig selv med et reb, og min mor kom ind på værelset og rev det af mig. Det jeg husker tydeligt fra dengang var at jeg ikke ville dø. Jeg havde absolut ingen planer om at dø, om jeg selv måtte fjerne rebet, eller om nogen kom ind og fjernede det, var ligegyldigt, for jeg husker at jeg ikke ville dø. Jeg ville mærkes, omfavnes, forståes. Og med det i bagagen, så har jeg mærket forskellen på at have brug for at blive set og krammet, og have brug for at lukke sine øjne.

For at slå den første og største fordom til jorden, så kom mit selvmordsforsøg ikke fra folks hadefulde kommentarer, eller kendis branchen der havde knækket mig. Det kom fra mit personlige liv, det der havde intet at gøre med at stå i spotlightet. For nogle år siden forelskede jeg mig i en mand, som kunne være det sødeste menneske, til pludseligt at vende sig i vrede og vold. Det var som at danse med djævlen, hver dag – og alligevel kunne jeg ikke forlade ham. Han havde givet mig totalt Stockholm syndrom. Med tiden vi var sammen, blev han mere og mere voldelig, på et plan hvor jeg ikke kunne skjule det for venner og familie. Jeg havde blå mærker, en flækket læbe, hævet kindben, sår. Jeg fandt på historier for de nærmeste i starten, det var nemt at sige jeg var blevet overfaldet, for jeg var jo kendt. Jeg løj for min mor omkring at jeg havde anmeldt overfaldene, at politiet var på sagen for at finde dem der havde gjort det, og på sidelinjen stod min krænker, som jo var min kæreste og spillede helten, der fandt på gode historier for hvorfor jeg så ud, som jeg gjorde. Til sidst kunne jeg ikke skjule det længere, da hans vold begyndte at ske foran venner og familie. Sidste gang han tæskede mig, var hvor min bror befandt sig samme sted. Jeg skreg for mit liv efter hjælp, det var første gang jeg troede han ville slå mig ihjel. Vi skændtes om hans alkoholforbrug, og at han havde været mig utro. I min egen vrede mistede jeg frygten for ham i et sekund, og jeg fortryder jeg ikke holdte mine ord igen. Men jeg udbrød i vrede, de grimmeste ting jeg kunne sige. Jeg råbte jeg ville gå til politiet om hans vold, at han var et psykopatisk svin, at jeg ikke var bange for ham længere og det skulle stoppe. Han kastede mig rundt, og jeg kæmpede for at komme fri, men han fik mig skubbet op af en stol i hjørnet hvor han sætter sig på mig. Han slår mig med flade, og begynder at kvæle mig, på en anden måde end jeg havde mærket før. Han kvalte mig med så stor vrede, så højt pres. Jeg mærkede hans had til det jeg havde sagt, for han stoppede ikke. Han sagde “Hvordan føles det? At jeg bestemmer om du skal leve”, og der gav jeg op. Han sagde så grimme ting, der stadig sidder i mig. Jeg glemmer nok aldrig tonefaldet, vreden, følelsen af at skulle dø. Jeg stoppede med at kæmpe, jeg lod ham kvæle mig og jeg kiggede op i loftet og tænkte, at det var den aften jeg skulle dø. Men da jeg stopper med at kæmpe, giver han slip, rejser sig og går hen imod altan døren. Det var som om han altid slog klik, men så gik det op for ham hvad han gjorde, og så ændrede han sig. Forvirret, ked af det, ufatteligt mange undskyld men stadig mange, det var jo din egen skyld. Min brors ven og en pige der var med ham, havde hørt episoden og min bror’s ven hoppede over på vores altan (dette var på et hotel, hvor vi festede). Jeg stod grædefærdig, min hals var ildrød og mine kinder var forslåede. Han forsøgte at smadre min krænker, råbte han var et lille svin. Min bror stod der pludseligt, og i kan vel forstille jer hvordan en storebror reagere på at hans søster har fået tæsk. Jeg forsvarede ham dog, som man jo gør, når man er i det slags forhold. Men det blev også sidste gang at jeg “så ham”, desværre er jeg stødt på ham ude, men dette var sidste gang som kærester.

Boris gik til min familie med sandheden om ham, og min mor havde godt vidst det, sagde hun. Her beskrev jeg en episode ud af hundrede, og dette var grunden til mit selvmordsforsøg. Jeg havde post traumatisk stress, uden at vide det. Og det var først da jeg blev indlagt og fik diagnosen at alt gav mening. Det der skete månederne op til mit selvmordsforsøg var at jeg ikke kunne være i min egen krop, uden at ryge 5 joints om dagen, tog kokain, drak alkohol. Alt for ikke at mærke det der skete. Jeg fik flashbacks, jeg var paranoid, jeg var deprimereret, jeg glemte alt og oplevede så stort hukommelsestab, at jeg troede jeg var blevet dement. Det er en del af PTSD ingen snakker om. Hukommelsen der fucker, og man føler sig rundt på gulvet. Alle lyde provokerede mig, chikanerede mig eller gjorde mig grædefærdig, uden at kunne beskrive hvorfor, men jeg var så sensitiv for hele verden omkring mig, og jeg forstod ikke hvorfor. Så jeg dulmede det jeg oplevede mentalt med stoffer og alkohol. Det resulterede i psykotisk tilstand. Ubehandlet PTSD med rusmidler, det var farligt. Jeg tænkte på selvmord hver dag de 3 måneder op til. Det var små ting som at stå på min altan og ryge en smøg, at jeg tænkte på at hoppe. Jeg fantaserede om togskinner, reb, piller. Jeg skrev til dealers om jeg kunne købe nok doser af medicin til at slå ihjel, det ville ingen sælge. Jeg forsøgte at købe en pistol, uden held, da dem jeg kendte som havde den kontakt, ikke ville give den. Jeg tænker de var bekymrede for mig.

Mine forældre tog mig hjem hos dem i et par dage, fordi jeg havde det svært. Og da jeg lå i mine forældres seng og hørte musik, besluttede jeg mig, at idag var dagen. Der var et lysglimt fra vinduet, en bestemt følelse i kroppen, jeg ikke kan forklare, men tanken om den, den dag idag, giver mig stadig kuldegys. Det var som om, min krop, min sjæl og mine tanker… Alt var klar på at slutte livet. Det var egentligt en fredfyldt følelse, trods hvor ulykkelig jeg var. Det var ikke som de fleste tror, at jeg havde det. Jeg var ikke hysterisk, bange eller grædefærdig. Jeg var totalt afklaret. Det er uhyggeligt at tænke tilbage på, den følelse af at være så ligeglad med alt man efterlader, og så fredfyldt i tanken om at få lov at få fred fra ens tanker og liv.

I kender historien fra dokumentaren omkring mit selvmordsforsøg, med havnen, pillerne, ambulancen, den skønne kvinde der holdte mig, min far og bror. Min mor i ambulancen. Så jeg skal nok spare jer for et vold langt indlæg med gentagelser. Men det kan jeg beskrive, var at sandheden bag mit selvmordsforsøg var det voldelige forhold og den PTSD, jeg ikke havde fået diagnoseret endnu. Det var først da jeg sad foran en læge og psykiater, der sagde at jeg havde post traumatisk stress, og det jeg oplevede havde en titel. Det var først der alt havde en “mening” igen. Jeg forstod mig selv. Jeg havde følt mig sindssyg, som jeg var overtaget af en dæmon, eller jeg var ved at miste forstanden. Det var jeg vel også. Men pludseligt fik de følelser og det skadede mentale helbred et navn. PTSD. Pludseligt lå jeg på den lukkede afdeling, og der var en plan. Der var læger, psykiatere, sygeplejesker, der alle sammen stod klar til at omfavne mig, til at lære mig hvad jeg fejlede og hvordan vi kunne arbejde på mit helbred. Sygeplejesker, kvinden der badede mig og hjalp mig, når jeg faldt sammen. Splitter nøgen, skrigende og en krop der ryster. Det mest sårbare og ydmygende øjeblik, fik hun til at føles okay, på en eller anden måde. Hun omfavnede mig med et håndklæde, snakkede mig ud af angsten. Jeg vil aldrig glemme det, og mine oplevelser på psykiatrien har givet mig så enorm stor respekt, for de der arbejder der. Jeg takker af hjertet, for at redde mit liv.

Da jeg lå indlagt glemte jeg alt om jeg var “Fie Laursen”, hele omverden derude var totalt ligegyldig for mig. Alt var ligegyldigt. Depressiv tilstand, forvirret og som en zombie på stærk anti-psykotisk medicin. Jeg lå indlagt på den lukkede afdeling nogen uger. Jeg så flere piger komme ind med selvmordsforsøg, som blev udskrevet dagen efter. Og det fik mig til at føle mig utrolig klaustrofobisk, fordi jeg følte at så skulle jeg vel blive længe, hvis der ingen udsigt eller snak var for jeg skulle ud, men andre kom ud dagen efter. Jeg gjorde selvskade derinde, jeg skar hele min arm op en af de første dage. En sygeplejerske så blod igennem min trøje, og mit værelse blev gennemsøgt og alt fjernet. Det var hårdt. Det var noget af det mest ulidelige og smertefulde jeg har gennemgået i mit liv. Og det hårdeste var at blive udskrevet, for så læste jeg artikler, kommentarer, alt den had for hvor forfærdelig jeg var et forbillede at begå selvmord, og poste et afskedsbrev. Måske var det forkert at skrive sit farvel til sine følgere, men de tanker jeg havde gang var at jeg skulle have lov at sige mit farvel. I mange år var der skrevet historier om mig, løgne om mig, og jeg ønskede ikke at folk skulle finde på historier for min død. Så i mit brev gav jeg udtryk, for smerten.

Sandheden om mit selvmordsforsøg var at det intet havde at gøre med offentligheden, dem der skriver hadefulde ting – og dem der bare ikke kan lide mig. Det havde intet at gøre med pressen, som mange sagde. Det havde intet med reality-programmer at gøre, og absolut intet at gøre med at være influencer. Jeg glemmer aldrig de venner som besøgte mig, sendte blomster, endda Metronome tv-produktions selvskabet, der sendte mig en buket blomster og sød hilsen. Det der knækkede mig psykisk, det der drev mig til selvmord var post traumatisk stress. Det var volden, der var som tattoveret under min hud. Det var en psykisk tilstand, der var ubehandlet.

Jeg er stolt af hvor jeg er nået til idag, og kommer til at skrive et indlæg på min bedring og process. Jeg følte mig endeligt klar til at sætte mig ned og forklare sandheden og årsagen til mit selvmordsforsøg, og det gør jeg, fordi jeg er nået til et punkt hvor jeg ikke skammer mig over den fortid jeg havde, med denne mand. Jeg skammer mig ikke over at fortælle, hvad han har udsat mig for, for jeg føler ikke længere det er min skyld, og jeg er ikke bange for ham længere. Jeg vil ikke længere være tavs og bange, jeg vil italesætte det jeg som kvinde er gennemgået, dele min proces og støtte mig op af de seje følgere jeg har, der kæmper præcis samme kamp. Jeg vil være præcis den kvinde nu, som jeg drømte om at have haft at følge og lytte til, da jeg stod i det forhold, og i de selvmordstanker. Jeg vil gøre mit, for at i der går igennem den kamp, ikke føler jer alene – at i finder et mod til at gå, ligesom jeg gjorde. At i tager imod behandling, at i acceptere diagnosen og tror på at i kan overvinde den frygt og modbydelige angst i oplever.

Jeg er lige her med jer, og vi starter et nyt eventyr her, hvor der er plads til at snakke om det, ingen snakker om, men flere burde.






Følg Fie på Youtube